Artikel skrevet af beslagsmed, Bo Bauer
Forfangenhed
Søg straks hjælp
Hvis du en dag finder din hest i denne tilstand, kan det ikke gå hurtigt nok med at søge professionel hjælp til din hest……..

Benstilling hos hest med forfangenhed
Akut eller kronisk?
Der findes 2 typer af forfangenhed
Den akutte kendetegnes ved varme i hoven, forstærket puls og en hest som er tydeligt smertepåvirket. Den vil i mange tilfælde stå med forbenene strakt frem for at lægge mest mulig vægt på den bagerste del af forhovene. Den kroniske – hvor hovbenet er enten sænket eller drejet, og hesten vil nok i de fleste tilfælde aldrig være den samme igen (forringet brugs/salgsværdi).
Et samarbejde
Tilkald dyrlægen og smeden med det samme, så de kan iværksætte den optimale behandling
Når din hest bliver akut forfangen, skal du øjeblikkeligt tilkalde både din dyrlæge og din beslagsmed, som i samråd hurtigt vil finde en behandling til din hest. Mens du venter på hjælpen skal ankomme, kan du starte med, at spule de forfangne ben med iskoldt koldt vand. Dette har vist sig i mange tilfælde at være en effektiv hjælp til at stoppe den ødelæggende proces som foregår i hoven. For at få det bedste resultat, skal dette udføres flere gange de første par dage. Hvis hestens boks er fyldt med halm kan du, for at mindske de ulidelige smerter for din hest, tømme boksen og fylde den med enten sand eller spåner, hesten kan nu pege tåen nedad, så trækket i den dybebøjesene mindskes og dermed også trækket i hovbenet.
Af med skoene
- og på med styro-form
Dyrlægen vil give den lidende hest smertestillende indtil den akutte fase er ovre. Som smed ville jeg tage skoene af hesten, hvis det kan lade sig gøre uden for mange smerter. Om skoene sidder på eller ej kan man sætte ”Styro-form” på. Styro-form der en skumsko som klistes fast under hoven/skoen med gaffatape, således hjælpes hesten med at få den hovvinkel som den lider mindst under. Styro-form har den fordel, at det er nemt og smertefrit at montere fast under hoven, men skal kun bruges som førstehjælp i den akutte fase.
Den langsigtede løsning
Røngtenbilleder, ringsko, sål og pakning
Når den akutte fase er overstået er tiden kommet til at finde en mere langsigtet løsning for hesten. Her kommer røntgenbilleder af hovene ind i billedet for, at se om og hvor meget hovbenet har sænket eller drejet sig. Det traditionelle forfangenhedsbeslag er ringsko, sål og pakning. Men det er svært at sige hvad der er det rigtige forfangenhedsbeslag, da det kan variere fra hest til hest. Men lige meget hvad, er det mest optimalt, hvis beslagsmeden og dyrlægen samarbejder om den bedste løsning for din hest.
Utraditionel behandling
Aluminiums-dørkplader lan bruges, men det er mere arbejdskrævende for smeden
Jeg har selv haft en hest, der blev forfangen, inden jeg selv blev uddannet beslagsmed. Smeden der kom, og behandlede min hest, var den desværre afdøde, men meget dygtige Kurt Larsen, som lidt utraditionelt satte aluminiums-dørkplader på i stedet for ringsko. Dørkpladen er med til at fordele trykket på hoven, og forhindrer slag samt stød mod sålen og dermed også hovbenet. Effekten var rigtig god for min hest, og den kom sin forfangenhed helt uden mén. Det kræver lidt mere arbejde for den pågældende beslagsmed og er derfor svært at opdrive.
Beslagperioden
Regelmæssig beskæring skal sørge for den korrekte benstilling og hovform
Efterfølgende skal beslagperioden være mellem 4-6 uger så hoven bliver regelmæssigt beskåret og således at hesten hele tiden har den korrekte benstilling og hovform. Hvis hesten er heldig, kommer den sig uden de store mén, og kan leve et nogenlunde normalt hesteliv. Men i værste fald skal hesten aflives eller leve et smertepåvirket liv i større eller mindre grad, hvor du aldrig ved, om hesten har en god eller dårlig dag.
Du kan læse mere om Bo Bauer på hans hjemmeside: her
![]()
