Hvordan vælger man den rette sadel.

Indlæg skrevet af vores sadelmager, Lars Nielsen.

At vælge den rigtige sadel til sin hest er en meget vigtig beslutning, hvor man intet skal overlade til tilfældighederne. Den skal passe både til dig og din hest. Når sadlen passer, går alting op i en højere enhed. Du sidder naturligt på din hest uden at skulle kæmpe med din opstilling og din hest arbejder frit og lydigt. Sadlen griber ikke negativt ind i hvordan din hest opfatter dine hjælpere, tværtimod er den med til at forstærke kommunikationen mellem dig og din hest. Ømhed og halthed undgås, og du og din hest er glade.

Passer sadlen ikke dig skal du kæmpe med at blive i balance, du kan få ondt og føle dig som en dårlig rytter. Passer den ikke hesten, er det svært for den at reagere rigtigt på dine hjælpere. Den bliver modvillig og øm. Måske endda halt. Passer sadlen kun dig, er resultatet det samme.

Der findes i dag utallige sadler og udbydere på markedet. Valg af sadel og udbyder er op til den enkelte. Det er naturligvis vigtigt, at det er en person med tilstrækkelig regulær viden om emnet, som kan yde den nødvendige rådgivning på redelig vis. I dag er de fleste sadler i god kvalitet, men design og pasform til hest og rytter er meget forskellig afhængig af sadelmærke. Selvfølgelig hænger pris og kvalitet også her sammen, som med alt andet i denne verden. Det som er kunsten er, at matche den rigtige sadel med den rigtige hest/rytter. Så er alle sadler gode. Er der et misforhold er det modsatte tilfældet.

Der er en række faktuelle ting, som skal tages hensyn til når man vælger sadel. Hestens anatomi, her er tale om ryglængde, ryggens facon, brede på hesten, mankens brede og længde, skulderens vinkel mm. Alt dette har betydning for hvilken bom der skal være i sadlen (eller måske en bomløs). Rytterens anatomi er afgørende for placering af sadlens støtte og størrelse, sædets brede og længde, stigremslåsenes længde osv.

Her skal nævnes de vigtigste checkpunkter omkring hesten.

• Sadlen må ikke være længere end at den holder sig foran T18, som er det punkt hvor det sidste ribben hæfter på ryggen.

• Bommens brede skal være parallel med hestens bygning bag skulderbladet.

• Sadlens talje (punktet omkring og lige bag stigremslåsen) skal være tilstrækkelig bred, til at sikre frihed omkring hestens mankeparti. Her er et bredt sadelkammer (afstanden mellem sadelpuderne) ikke nødvendigvis det samme som god plads, bommens design er afgørende for hestens velbefindende. Også på bomløse sadler kan her opstå problemer med forøget tryk omkring stigremmene.

• Sadlens form på langs af ryggen skal passe til hestens bygning, her kan naturlig vis korrigeres i stopningen eller lignende, men grundlæggende skal det passe.

• Sadelpuderne skal have kontakt hele vejen hen af ryggen, sadlen må ikke punktbære, og sædets dybeste punkt skal være midt i sadlen. Vinklen på sadelpuderne skal passe til hesten (er den tagrygget, flad eller noget midt imellem?) Sadlen må ikke vippe. Heller ikke i letridning. Den må ikke glide hverken frem eller tilbage.

Her skal nævnes de vigtigste checkpunkter omkring rytteren.

• Hvad rytteren angår skal der tages hensyn til størrelsen på sædet samt længde af over og underben.

• Mange sadler er naturligvis standart monteret, men i de fleste tilfælde er det muligt at foretage individuelle tilpasninger af støtte mm. for at tilgodese rytterens opstilling.

Afslutningsvis skal det nævnes, at er det nødvendigt med et kompromis må det aldrig være hesten der tvinges til at tage dette. På meget kortryggede heste, med en stor rytter, kan der opstå problemer med længden på sadlen. Men der findes i dag tekniske mulighedder for at lave den del af sadlen som berøre hesteryggen så kort som muligt, og sædet i en længde, som passer rytteren.

Har du generelt sadelproblemer så få dem løst professionelt. Gerne i et tværfagligt samarbejde med forskellige fagfolk, der alle kan bidrage med værdifulde input i problemløsningen. Forsøg at undgå at give op, og kun lytte til folk som måske ikke er helt opdaterede på området. Langt de fleste problemer har en løsning.

God fornøjelse med dit sadelvalg.

Vælg en sadel der passer til din hest

Vælg en sadel der passer til din hest

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvis du ønsker mere info om det rigtige sadelvalg, er du velkommen til at kontakte Lars Nielsen. Hans hjemmeside er: www.sadeleksperten.dk

Lagt i Sadelmageren, Tips og gode råd. Kommentarer slået fra
Follow

Get every new post delivered to your Inbox.